Tollundmanden ligger i Silkeborg. Ikke i København, ikke på Nationalmuseet, men her i byen — kun ti kilometer fra det mosehul vest for Silkeborg, hvor han blev fundet 6. maj 1950. Det fortæller noget væsentligt om Museum Silkeborg: at stedet har fastholdt en af verdens bedst bevarede moselig som sin hovedattraktion siden 1952, og at samlingen er forblevet tæt knyttet til det landskab og den historie, den udspringer af. I en tid, hvor store fund ofte vandrer til hovedstaden, er det bemærkelsesværdigt, at Tollundmanden blev i nærheden af Bjældskovdal Mose. Det giver museumsbesøget en anden dimension — man kan stå foran moseliget og vide, at det omgivende søhøjdeland, moserne og skovene uden for vinduerne er de samme, som jernaldermennesket kendte.
Museet holder til i Silkeborg Hovedgård fra 1767, byens ældste bygning. Hovedgården blev opført mellem 1767 og 1770 af Rittmeister Hans Nicolai Hoff efter hans overtagelse af Silkeborg Slot — delvist bygget af materialer fra selve slottet. Det skaber en fysisk forbindelse til byens tidligste historie, længe før Silkeborg blev købt af Michael Drewsen og industrialiseret. Hovedgården ligger ikke langt fra byens centrum, men den føles alligevel afsondret fra den tættere bebyggelse omkring torvet og butiksgaderne. At kommunen overtog bygningen i 1939 og i 1954 kunne indvie den ene halvdel til museumsformål, viser en bevidsthed om at bevare det, der rækker længere tilbage end fabriksskorstenene. Silkeborg er en ung by, grundlagt i 1800-tallet, men hovedgården minder om, at der var liv her før papirfabrikken og dampmaskinerne.
Museum Silkeborg blev grundlagt i 1904, efter at fabrikant Christian Hammer fire år tidligere havde foræret sin store arkæologiske samling til den nyudnævnte købstad. Museet åbnede 2. april 1904 i lokaler på Borgerskolen — en passende start for en by, der netop var ved at finde sin identitet som mere end en industridamp. At en lokal fabrikant valgte at give sin private samling til byen frem for at sælge den, afspejler noget af den borgerlige stolthed, som prægede Silkeborg i begyndelsen af 1900-tallet. Hammer var ikke aristokrat eller godsejer, men forretningsmand, og hans donation vidner om, at den nye købstads elite havde kulturelle ambitioner, der rakte ud over vareproduktion og profit.
I 1971 blev Christian Fischer ansat som museets første faglige museumsinspektør, og han blev senere museumsdirektør fra 1986 til 2012. Hans ansættelse markerede en professionalisering af museet, der havde været drevet af frivillige kræfter. Silkeborg Museumsforening, grundlagt i 1939, stod for driften frem til udgangen af 2008 — et langt stykke af museets historie blev altså båret af lokalt engagement frem for statslige midler. Det er en ejerformshistorie, som mange lokale kulturinstitutioner kan nikke genkendende til. At museet først i 1971 fik sin første faglige leder, næsten 70 år efter grundlæggelsen, siger noget om den tradition for foreningsdrevet kulturliv, som stadig præger mange af byens institutioner.
I dag består Museum Silkeborg af tre afdelinger: Hovedgården og Papirmuseet i Silkeborg samt Blicheregnen i landsbyen Thorning. Papirmuseet rummer en del af byens industrihistorie — stedet blev grundlagt i 1844-1845 og producerede papir til danske pengesedler indtil 1992. At museet har bevaret denne del af byens erhvervshistorie, understreger, at Silkeborg ikke kun er natur og moselig, men også var et center for præcisionsproduktion. Papirfabrikationen var grundlaget for byens vækst, og at den producerede noget så tillidsfuldt som pengesedler, fortæller om det håndværksmæssige niveau. Den spredte struktur med tre afdelinger afspejler, at museet dækker både byhistorie, industrihistorie og den bredere egnskultur.
En ny fløj i museumshaven blev indviet 2. juli 1991 med Dronning Margrethe og Prins Henrik til stede. Sådanne kongelige besøg markerer ofte milepæle i lokale institutioners liv, og det kongelige nærvær vidner om, at Tollundmanden og museets samlinger har national betydning — selv når de forbliver forankret i Silkeborg. Det er et museum, der har formået at være både lokalt og internationalt anerkendt, uden at have brug for hovedstadsprestige. Udvidelsen i 1991 kom næsten 40 år efter Tollundmandens ankomst, og den viser, at museet fortsat vokser og tilpasser sig, mens det holder fast i sin lokale identitet.
Stedets egen side: museumsilkeborg.dk